Et systemisk & narrativt perspektiv



Det systemiske perspektiv
har sin oprindelse i systemteorien som blev udviklet af forskere under og efter anden verdenskrig. Begrebet Systemisk i dag er en paraplybetegnelse for en række beslægtede teorier, idéer og kundskabs-traditioner. Hvad disse har tilfælles er det perspektiv, at det ikke er muligt at forstå et menneskes oplevelser, tanker, følelser, handlinger og liv uden at man ved hvilket sammenhæng, eller hvilke relationer, han/hun befinder sig i. Dette er velkendt fra de forskellige roller eller positioner, som vi befinder os i. Vi er kollegaer, forældre , partnere, venner, foreningsmedlemmer etc. I alle disse situationer optræder vi forskelligt og der forventes at vi også gør det samme. Det er derfor utilstrækkeligt at sige at vi er på en særlig måde. I stedet gør eller handler ,føler og tænker vi forskelligt, afhængigt af det sammenhæng, eller den kontekst, vi befinder os i. Hermed bliver de relationer vi indgår i, væsentlige for forståelsen af hvordan vi handler,føler, tænker og oplever og således også for hvordan ’problemer’ opstår.

Udover systemteorien er der som sagt andre former for idéer og teorier som systemiske praktikere har medinddraget i det systemiske perspektiv: Forskellige teorier om kommunikationens, sprogets, kulturens, og politikkens indflydelse på hvordan vi skaber relationer og mening i vores liv, er blevet bragt med ind i det systemiske perspektiv. Disse har på forskellig måde influeret udviklingen af det systemiske felt og de praksisser for behandling, terapi, konsultation, supervision og coaching og organisationsudvikling, som er udviklet under den ’systemiske paraply’. Det systemiske perspektiv er udviklet i USA og Europa, særligt Italien, England og de nordiske lande, fra 60-erne og fremad.



Det narrative perspektiv
deler den systemiske traditions afstandstagen fra at forstå individer som værende isoleret fra andre og andet, men deler ikke den systemiske traditions interesse for kommunikation, interaktion og intersubjektivitet. Det narrative perspektiv er mere fokuseret på den måde det enkelte menneske er kommet til at se og tænke om sig selv på. Det er svært at gøre dette uden at tænke på hvordan vores liv har formet os, hvilke historier om os selv, vores relationer og vores liv, som vi er bærere af. Disse historier er ofte righoldige og nuancerede historier, som vi kan identificere os med og som vi, selvom de ikke altid er ’positive’, er glade for, fordi de rummer vores liv på ’godt og ondt’. Dog sker det undertiden at vi udvikler dominerende og unuancerede negative forståelser af os selv, vores relationer og vores liv, som kommer til at dominere vores liv og på denne måde stiller sig hindrende i vejen, for at vi kan komme til at leve det liv vi ønsker os. Fra et narrativt perspektiv er sådanne unuancerede selvfortællinger mangelfulde, set i relation til den righoldighed af erfaringer, færdigheder, evner, håb og drømme , som udgør den enkelte persons liv. Den narrative terapi ser det derfor som sin primære opgave, sammen med klienten, at skabe mere realistiske righoldige fortællinger om klientens liv, til erstatning af de tynde, unuancerede negative fortællinger, som har taget magten over hans/hendes liv. Disse stiller sig hindrende i vejen for at klienten kan leve det liv han eller hun ønsker sig. Social-og udviklingspsykologi, sprogteori og s.k. poststrukturalistik filosofi er nogle af de vigtigste inspirationskilder til narrativ praksis.

Det narrative perspektiv har sin oprindelse i Australien og New Zealand. Michael White og David Epston er de mest kendte navne derfra.




















Kurser og gæster i Århus:
Narrative Samtaler


Kurser og gæster i København:

Kalender:
1-12-2019
Narrative Samtaler